ONCE WE WERE GIANTS

Essay af Jan Felland
September 2024

FORORD

Hvordan bliver man den man er?
Under oprydning i en skuffe faldt jeg over nogle gamle avisudklip, og det inspirerede mig til at tænke over en helt særlig periode i mit liv. En tid der formede mig og lærte mig meget jeg stadig bruger. Det blev til dette lille essay. Om ungdom, ansvar, initiativ og fight. 

Om hvordan vi formede en klub og den formede os

PROLOG

Det er lørdag den 14. september 1991. Himlen over Danmark er blå. Sommeren er ikke rejst sydpå endnu. Højt over Tarup Skole i Odense svæver to måger. De ser ned på en græsplæne, som igennem de seneste år har gennemgået en transformation. Der er bygget et 6 m højt backstophegn, ”dugouts” til spillere, grus i stedet for græs på dele af banen, et lille klubhus, og på skråningen op mod skolens legeplads er der bygget fem rækker tilskuerbænke og en lille resultattavle. Den person der har kørt kridtstreger på banen har i græsset ved siden af infielden skrevet ”Tarup Ballpark” med store, skæve bogstaver. Fodboldbanen er blevet til en softballbane.

Klokken er 14:35. På resultattavlen står to hold: Hjemmeholdet Giants og udeholdet Munkene fra Gentofte. Giants fører 4-1. Det er tredje og potentielt afgørende finalekamp om det officielle danmarksmesterskab i herresoftball. Giants har vundet de to første kampe i Gentofte, weekenden forinden. Munkene er den ældste klub i Danmark, men har aldrig vundet guld. Giants er den stadig relativt nye og ”upcoming” klub, som efter bronze og sølv de foregående to år nu rækker ud efter mesterskabet. Kun én sejr væk. Spændingen stiger blandt de omkring 200 tilskuere. Sjældent har der været så mange tilskuere til en kamp i den lille sportsgren. Kampen nærmer sig sin afslutning. Bare en enkelt ”out” mere, så kulminerer ti års kammeratskab, engagement og træning.

Jeg spiller 1. base. Batteren fra Munkene slår en simpel groundball ud i infielden. Jeg tager hurtigt de tre skridt over mod 1. base og gør klar til at gribe den bold der vil afgøre kampen og sæsonen. Når lige at tænke: ”Nu vinder vi guld!”. Så kommer bolden.

OPRINDELSEN

Ti år tidligere var boldbanen bag Tarup Skole stadig en fodboldbane som så mange andre. Og dog. Nede i det ene hjørne var vi 3-4 drenge der løb rundt og prøvede at gribe en baseball med nogle store, underlige læderhandsker. En af dem var min klassekammerat Søren Flindt fra 9.B. Det var hans baseball. Og træbat. Og gribehandsker. Det var alt. Det var kun for sjov. Og hvis det ikke havde været for Leif Andersen var det næppe blevet til mere. Leif var idrætslærer på Tarup Skole, og havde været udvekslingsstudent i Minnesota, USA, så han genkendte hurtigt spillet og så chancen for at introducere det i sine idrætstimer. Det blev dog i i form af softball, for baseball krævede for stor en bane.
Tarup Skole havde samtidig et frivilligt idrætstilbud om eftermiddagen, som hed Tarup Skoles Idrætsklub (TIK), hvor der bl.a. var et volleyballhold og bordtennis. Via Dansk Baseball og Softball Forbund i København skaffede Leif noget udstyr, og åbnede for at man i TIK kunne gå til softball om eftermiddagen. Her blev det første egentlige softballhold dannet. Rejsen var begyndt.
I løbet af 1982 blev der kun trænet. Den nærmeste klub lå i Købehavn og da Storebæltsbroen endnu ikke var bygget, var transporttiden lang. Alligevel fik TIK i løbet af sommeren besøg af 3-4 spillere fra klubber i Hørsholm og Gentofte, som tog sig tid til at tage til Tarup for at lære fra sig og støtte det nye hold. Blandt andet demonstrerede herrelandsholdets daværende pitcher, Michael Miller, hvordan man med et knaldhårdt underhåndskast kan sende bolden mod batteren med både 100 km/t og skru. Deraf navnet ”fast pitch” softball. Det var nærmest et chok for os, men det inspirerede, og gav os yderligere blod på tanden med den nye og spændende sport.

DE FØRSTE KAMPE SPILLES

Da Hørsholm i foråret 1983 inviterede nogle hold til den åbne weekend turnering ”Hørsholm Cup” drog 12-13 spillere fra TIK den lange vej til Hørsholm for at spille de allerførste kampe. Med tog, færge og bus var transporttiden cirka 4,5 time – hver vej. Det blev til tre forventelige nederlag i tre kampe. Men vi samlede erfaring og gode relationer til holdene fra hovedstadsregionen, som tog virkelig pænt imod det første hold fra provinsen. Samtidig fik vi købt nye gribehandsker, bats og de særlige ”spikes-sko” i kælderen hos en spiller fra Hørsholm der stod for lidt egenimport fra USA, for den slags specialudstyr kunne man ikke få hos Intersport i Rosengårdscentret.

Resten af 1983 gik med træning efter skoletid på Tarup Skoles boldbane, og stille og roligt kom flere og flere interesserede spillere til.

STIFTENDE GENERALFORSAMLING

I slutningen af 1983 var interessen så stor, at vi valgte at etablere en rigtig forening: Giants, Tarup Baseball og Softball Klub. ”Giants” fordi de i USA havde San Francisco Giants og det syntes vi lød sejt. Leif Andersen var den eneste voksne, mens alle vi andre var teenagere. Leif havde i 1982 og 1983 fungeret som træner og organisator, men overlod tøjlerne til os unge på klubbens generalforsamling i december. ”I kommer selv til at køre klubben”, sagde han. Det pirrede nok især Lars Jørgensen og jeg, som blev valgt til henholdsvis formand og kasserer. I årene der fulgte brugte vi utallige timer på frivilligt klubarbejde, sammen med andre dybt engagerede spillere som Niels ”Købmand” Hansen, Per M. Kristensen, Kent Kinge Jensen, Peter Gundersen, Jackie Christoffersen, Jesper Panduro, Tore Holmsted, Hans Henrik ”Skipper” Kristensen, Geoff Milne, Eilif Petersen og mange flere. Leif Andersen fortsatte i nogle år som klubbens sekretær og andre støttende roller.

80’ERNE

I 1984 kom vores første sejr, da vi igen var en lille flok der rejste til Hørsholm Cup, denne gang som ”Giants”. 21-17 vandt vi over holdet fra ABC. Straks efter kampen måtte vi finde en telefon og stolte ringe til Leif Andersen og fortælle om sejren.
Samme år deltog vi som nystiftet klub for første gang i danmarksturneringen, i den laveste række, som dengang hed 2. division. Flere nederlag end sejre, men vi var i gang.
I de allerførste år kæmpede vi en del med at få folk nok til at komme til træning. Ikke alle havde samme ambitionsniveau, personligheder var forskellige og vi havde kun os selv til at afgøre det hele. Uenigheder om træningsmængder, øvelser og holdudtagelser var ikke sjældne. Men vi var mange der holdt ved og kæmpede os igennem forskellighederne. Hen mod slutningen af 80’erne blev det bedre og stemningen til træning blev generelt mere seriøs.

Engagementet omkring klubbens udvikling var der til gengæld ikke så meget tvivl om, helt fra begyndelsen.

Vi brugte alle muligheder for at suge inspiration og læring til os, og bl.a. tog Lars Jørgensen og jeg på egen hånd til de Nordiske Mesterskaber i kvinde softball i Lynge i sommeren 1983, bare for at kunne se noget softball. Lars og jeg kørte også rundt i Odense og kastede lange, misundelige blikke efter både den gamle golfbane bag Åløkkeskoven og cricketbanen ved daværende atletikstadion, hvor vi bestemt mente, at der fint kunne ligge et større softballstadion. Det var ikke visioner der manglede.

Mange af spillerne i Giants deltog aktivt i promoveringen af klubben og sporten ved enhver given lejlighed, for eksempel ved udstillinger, idrætsevents, i Tarup Centret og overfor lokale medier. Vi tog på skift på trænerkurser og dommerkurser i Idrættens Hus i Brøndby, og senere i Holland. Vi læste regelbogen igennem forfra og bagfra og diskuterede fortolkninger både med os selv og med dommere og modspillere under kampene. Der blev udformet logo, valgt farver til rigtige uniformer, lavet plakater der reklamerede for sporten, skrevet klubblad, og passet dommeropgaver i andre holds kampe.

Vi skrev undervisningsmateriale til fynske folkeskolers og gymnasiers idrætslærere, og afholdt kurser for dem, i håbet om, at hverve medlemmer eller at nye klubber ville dukke op på Fyn. I en pause på et kursus spurgte en af idrætslærerne pludselig: ”Hvorfor gør I i grunden det her?”. Vi kunne ikke rigtigt svare. Vi vidste ikke at vi var ildsjæle, vi gjorde det bare.

Flere gange var klubben i de lokale medier, enten med små notitser, større artikler, eller interviews i lokalradio eller lokal-TV. Den første medieomtale var allerede i 1982, hvor Søren Flindt var i Odense Nærradio og havde medbragt en gribehandske. Den var åbenbart så fremmedartet for journalisten, at han overfor lytterne beskrev gribehandsken som ”fodposen til en elefant”. Det grinede vi meget af.

En anden gang var Fyens Stiftstidende på reportage under et par hjemmekampe mod Fighters fra København. Den fynske modstand fik under kampen en af Fighters spillere til i frustration at råbe: ”Kom nu, det er jo bare nogle fynske bonderøve!”, så overskriften i Fyens Stiftstidende kom til at lyde: ”Bønderne vandt!”. Det grinede vi endnu mere af.

Juniorer og piger begyndte at vise interesse for sporten. I begyndelsen spillede de lidt med hos os herrer, men snart fik vi etableret hold til begge grupper.

Om vinteren kom indendørs træning til, i gymnastiksalen på Tarup Skole eller på Odense Katedralskole. Suppleret med udendørs træning på fodbold grusbanen i Næsby. Det var ofte koldt, og vi var sjældent særligt mange. Men vi var der.

Flere klubber dukkede op i provinsen. Vi kørte til Roskilde, Haderslev, Silkeborg og Aarhus for at spille. Nogle gange blot 10 spillere i to biler. Sejrene begyndte at komme. Vi vandt weekendturneringen Aarhus Cup og sang ”We are the champions” hele vejen hjem i bilen mens pokalen blev holdt op i ruderne.

Engagementet smittede, og interesserede forældre oprettede en støtteforening. I 1989 stod vi – netop sammen med vores nyoprettede støtteforening og Dansk Baseball Softball Forbund - for at arrangere Nordiske Mesterskaber for kvinder. Landshold fra Sverige, Finland og Danmark deltog i et weekendstævne med kampe på Tarup Skole og Skovløkkens bane. Desuden spillede det danske herrelandshold to showkampe mod et amerikansk softballhold fra RAF Bentwaters militærbase i England – et hold som Giants senere besøgte og spillede imod i en turnering på deres hjemmebane på basen i England.

Odense Kommune blev rendt på dørene for økonomisk støtte til etablering af en rigtig bane. Og vi blev meget taknemmelige for kommunen. Først blev der bygget et "back stop hegn", så et lille skur til vores udstyr, så et nyt back-stop hegn i den modsatte ende af boldbanen, og dernæst etablering af en rigtig "infield" med grus og "dugouts" (overdækkede bænke til en kamps to hold). Vi fik også en boldkanon (pitchermaskine) og en indhegnet ”tunnel” til at stå i, så vi kunne effektivisere vore battingtræning. Skuret blev også udvidet så vi fik et egentligt klublokale til at pleje sammenholdet og fællesskabet på tværs af hold og årgange.

En stærk klubkultur og venskaber voksede frem. På en måde var vi en stor familie. Ikke alene i Giants, men også i softballsporten i Danmark. De meget lange ture til København for at spille kampe gjorde deres til at sammentømrer holdet. Ofte mødtes vi lørdag morgen kl. 07:30 på Odense Banegård, for at kunne nå at spille to kampe i Københavnsområdet kl. 13 og igen kl. 15. Overnatning i en sportshal, vandrehjem eller privat, og så en kamp mere om søndagen kl. 11 og et par timer frem. Derefter 4 timers hjemtur eller mere. Så var den weekend ligesom gået. Lidt lettere blev det da jeg havde fået stort kørekort som værnepligtig, og vi derfor kunne leje en lille bus til at køre til udekampe i.

Ved afslutningen af 1987-sæsonen rykkede Giants herrehold op i 1. division og i 1988 fik klubben sine første landsholdsspillere, nemlig Jesper Panduro, Lars Jørgensen, Niels "Købmand" Hansen og mig selv.

Vi deltog med landsholdet i en weekendturnering i Zeist i Holland. Niels og Jesper blev efterfølgende udtaget til VM i Canada samme år, hvilket Jesper desværre gik glip af fordi han ikke kunne holde balancen på sin knallert. Jespers skade påvirkede i øvrigt hele Giants debutsæson i 1. division, som gav flere erfaringer end resultater. Men vi bed os fast og bevarede pladsen i den bedste række.

Allerede året efter blev det til bronze.
I 1990 til sølv.
Og så kom…

1991

”Klask” siger det, da bolden rammer min gribehandske, som den har gjort tusindvis af gange før. Jublen bryder ud. Vi har vundet guld i den sport vi har kæmpet i og med i næsten ti år. Et rigtigt og officielt danmarksmesterskab og guldmedaljer i herre softball under Dansk Baseball og Softball Forbund samt Dansk Idræts Forbund. Forældreforeningen folder et banner ud der hylder os. Nogen tryller champagne frem. Det føles uvirkeligt. Nu er det os der er mestrene. Os, som de andre skal prøve at vippe af pinden. Os, der med rank ryg kan tage ud til de små klubber og lære fra os. På en måde er en cirkel sluttet. En milepæl der skulle vise sig at være både afslutningen og begyndelsen på en epoke.

For mig personligt blev det afgørende ”klask” også punktum for min tid i klubben. Nogle måneder senere flyttede jeg til København for at arbejde, og det skulle vise sig, at jeg faldt til og aldrig kom tilbage. Mange år senere kom der godt nok et par skønne ”reunions” og et ”old-star” hold, og det var både sjovt og godt. Men det var naturligvis ikke det samme. Vi var ikke de samme.

2024

Jeg er tilbage på Tarup Ballpark. Mere end 40 år efter det hele begyndte. Det føles surrealistisk. Og lidt skræmmende, at der er gået så mange år. Går en tur alene på banen. Næsten andægtigt. I september. Vinden er kølig. Anlægget er lidt forfaldent. Klubben er for flere år siden flyttet til en ny bane i Næsby. Infielden er der stadig. Mærker gruset knase velkendt under skoene. Det skjuler nok stadig rester af vores sved fra de drabelige kampe og blod fra utallige hudafskrabninger.

Løfter blikket og tager en dyb indånding. I brisen hvisler træernes blade og jeg kan pludselig høre ekkoet af vores råb og skrig af ærgrelse, konflikter og begejstring. Foran mig toner vores silhuetter frem som spøgelser der løber rundt og træner. ”Op på dupperne!” råber Lars. ”Kyllingen er frisk i dag, hva?” råber Jackie fra outfielden til Lars. Jesper Panduro prøver at forklare en undrende journalist hvor mange forskellige pitch han mestrer. Niels ”Købmand” smadrer en bold langt ud i outfielden, hvor Lez kaster sig vandret i fuldt løb og griber den. Kent får bolden på næsen og jeg kalder ham ”big-nouse”. Per griner da Geoff med sit særlige canadiske accent råber ”Fuck!” i ærgrelse over en sjælden strikeout.

Silhuetterne glider over til det lille klubhus. Det er Sankt Hans aften. Der er grill for alle hold i klubben. Herreholdet, pigeholdet, juniorer. Et par venner udefra. Ghettoblasteren spiller TV-2 og vi skåler og skråler. Nogle er lige blevet studenter. Ubekymret ungdom. Tore falder under øl-stafet og brækker kravebenet som ellers lige var helet fra sidste brud under en kamp. Han griner selv af det absurde i situationen. Skipper hjælper ham på skadestuen.

Brisen fører silhuetterne og minderne bort. Råbene og musikken fader ud. Jeg er varm indeni. Som en glød. Det er fint og godt. Det var dengang. Det kommer aldrig igen. Og det skal det heller ikke. Men det forsvinder heller aldrig.

For mig er de ti år fra 1981-1991 en fin afrundet erindring. Og en læring for livet i, at ting kan lade sig gøre, selv om man begynder med ingenting. Man skal bare tage det første skridt, og så blive ved derudaf. Det var det vi gjorde. Ingen masterplan. Ingen facitliste. Ingen erfaringer at bygge på. Vi var unge. Fulde af energi og lyst til at få klubben til at fungere og vokse. Samtidig med at vi selv voksede. Vi lærte at organisere og lærte værdien af initiativ, ansvar og vedholdenhed.

Hovedparten af vores ungdom blev lagt på banen bag Tarup Skole. Vi kæmpede, grinede, diskuterede, blev venner, og uvenner, vandt og tabte, var pionerer uden at vide det. Voksede sammen. Skabte en klub sammen. Som stadig eksisterer, her fyrre år senere.

I den store danske idrætshistorie var (og er) Giants kun et lille komma. Men for mange af os var det hele verden i de år. En tid der formede os.

Det var ikke en underlig og ubetydelig lille sport, det var vores sport, vores klub, vores drømme. Det var vigtigt. Og det er det stadig. Jeg er stolt af at kunne sige, at jeg var der, sammen med alle I andre.

EPILOG

Lørdag den 14. september 1991 markerede på en måde afslutningen på det man kan kalde opbygningen af klubben og var samtidig startskuddet til en ny epoke: Guldæraen. Herreholdet vandt guld yderligere fire gange på de efterfølgende fem år, og deltog i internationale Europa Cup turneringer. Dameholdet etablerede sig som tophold og vandt guld i 1996 og yderligere hele fem gange. Igennem årene leverede Giants desuden adskillige spillere til både herre- og damelandsholdet, og i skrivende stund er Jesper Panduro den danske spiller med rekorden for flest landskampe, nemlig 174.

”De gamle” har for længst takket af, og masser af nye spillere, ledere og trænere er kommet til. Frivilligheden trives stadig. Heldigvis. Nye drømme og nye visioner. Utallige timers træning, kampe og kammeratskab ligger i de 33 år der er gået siden 1991. I dag er Giants en velfungerende idrætsforening med herrehold, damehold, tre juniorårgange og et +30 slowpitch hold.

Jeg kører forbi Giants nuværende bane i Næsby, ikke langt fra Tarup. Flytningen skete efter min tid. Lækkert anlæg. Backstophegn, grus infield, dugouts, batting cage og en container til udstyr. Kun klubhuset mangler og er en årelang drøm hos klubben. Men der dufter så skønt af softball. Jeg tager et par skridt ud i infielden. Gruset knaser på samme måde.

Et par spillere skal til at gøre klar til træning.
De kigger flygtigt op, og væk igen.
De ved ikke hvem jeg er, eller hvem vi var.
Det gør ikke noget.
Det er ikke derfor jeg er der.
Men jeg ved hvem de er.
De er Giants.